Turistaktør: Tilmeld arrangement til Lys i mørket

Photo: Lasse Hjort

Tilmeld dit arrangement og læs mere om hvordan du kan bidrage med en begivenhed til Lys i mørket 1-2 november 2024

Kontakt VisitLangeland +45 20 130 250 hvis du har ændringer til dit Lys i Mørket arrangement

Formål med arrangementet
Til "Lys i mørket" inviteres øboer, deltidslangelændere og turister til to unikke aftener, når øerne viser sammenhold, inviterer indenfor på steder der normalt er lukkede for offentlig adgang og tænder lys fra nord til syd og fra øst til vest

Åbningstider
Lys i mørket starter både fredag og lørdag ved solnedgang (klokken 16:30) og slutter klokken 22:00.
Det er helt op til dig, hvor længe du har lyst til at holde åbent. Du kan også oprette et arrangement der sker eksempelvis hver time, eller kun en gang i løbet af aftenen.

Søg tilskud til dit Lys i Mørket arrangement

Langeland Kommune har i 2024 afsat 15.000 kroner fra Udviklingspuljen som støtte til Lys i Mørket. Pengepuljen skal bruges til fordeling mellem de foreninger, organisationer og grupper af borgere, som ansøger om tilskud til et arrangement i forbindelse med Lys i Mørket.

Deadline for ansøgning til støtte er fredag d. 18. oktober 2024. Erhverv, Kultur og Turisme i Langeland Kommune udvælger mandag d. 21. oktober hvilke af de ansøgte projekter, der modtager tilskud.

Du ansøger ved at sende en mail til visit@langelandkommune.dk med en kort beskrivelse af dit arrangement samt en beskrivelse af hvad midlerne skal anvendes til. Der ydes ikke støtte til lønudgifter og alkoholservering. Bilag og billeddokumentation skal indsendes efter arrangementet.

Økonomi
Alle udgifter til arrangementet er selvfinansieret. VisitLangeland står for markedsføring af eventet.
Det er tilladt at opkræve brugerbetaling for sit arrangement. Venligst angiv pris nedenfor.

Brug for sparring?
Vi hjælper meget gerne med kreative idéer til hvordan du kan deltage. Måske har du et sted, der kunne være interessant for offentligheden at opleve? Eller måske har du en fantastik idé, men ikke noget sted at afholde det. Kontakt visit@langelandkommune.dk eller Mads Hansen fra Langeland Kommune på 2047 8483.

Tilmeld dit arrangement

OBS! Arrangementer i Rudkøbing samt på Strynø skal være om fredagen.
Arrangementer udenfor Rudkøbing og Strynø skal være om lørdagen.

Send en billede der beskriver arrangementet til visit@langelandkommune.dk
HUSK at angive kreditering og fotograf.

VIGTIGT! 
Ved indsendelse af billeder og video til VisitLangeland / Langeland Kommune, Erhverv, Kultur og Turisme skal oplysninger om fotograf og ophavsret oplyses.

Det er dit ansvar som aktør kun at indsende materiale som du har sikret rettighed til at vi kan benytte på vores platforme, herunder www.langeland.dk, www.visitfyn.dk, www.visitdenmark.dk m.fl. samt på vores sociale medier og i trykt materiale. Indsendes billedmateriale med identificerbare personer, er det ligeledes dit ansvar at have samtykke fra de personer der medvirker på materialet.

VisitLangeland / Langeland Kommune, Erhverv, Kultur og Turisme kan ikke holdes økonomisk ansvarlig for uretmæssig brug af ophavsretligt på beskyttet billedmateriale indsendt fra aktører. Eventuelt krav stillet af tredjepart vedrørende uretmæssig brug af ophavsretligt beskyttet billedmateriale, videresendes til dig som aktør.