Hvad er Land Art

Kunst kan dele menneskers følelser. Land Art måske i endnu højere grad. Så TICKON, der i 2023 runder sine første tredive år, er vant til reaktioner i to vidt forskellige retninger.

Kunsten i Tranekær Slotspark bliver især i udenlandske tidsskrifter og magasiner rost og berømmet. Men på TICKON´s Facebook-side kommer der også reaktioner fra besøgende, som blot skælder ud over, at skulpturerne i parken er i forfald og ikke bliver reetableret.
Forståelsen for Land Art er derfor ikke en selvfølge. Mange forestiller sig skulpturer som noget varigt i sten eller bronze - værker, der bliver stående i tusinder af år, uberørt af tiden.
Men i Land Art er det selve meningen med værket, at det indgår i naturens cyklus og nedbrydes, præcis som mennesket gør allerede fra sit 25. leveår. Vi fødes, vokser op, når alderdommen og svinder ind igen, for til sidst at dø.

Den menneskelige proces kan være smuk eller grotesk. Indenfor Land Art kan tidshorisonten være sekunder, minutter eller år, men kunstneren bestræber sig dog på, at værket bevarer skulpturelle kvaliteter under forfaldet, om det som i TICKON er en “motorvej” af grene (Organic Highway af Mikael Hansen) eller om det er et øjebliks tørt aftryk af et menneske på en regnvåd vej (Rain Shadow, Andy Goldsworthy).

Kan hverken flyttes eller sælges

I 60’erne begyndte de første Land Art kunstnere at skabe deres værker på ofte helt øde og utilgængelige steder. Værkerne var stedsspecifikke og kunne hverken flyttes eller sælges - som et opgør mod det kommercielle i kunstverdenen. De repræsenterede heller ikke nogen materiel værdi, idet skulpturerne blev konstrueret af de materialer, som var på den geografiske lokation: Grene, sten, jord.
Naturmaterialerne er et princip, men dog også et princip, der kan gradbøjes en smule, når det handler om sikkerhed.
Da den nu afdøde kunstner Lars Wilks i 1993 skabte sit værk “Textus” som et virvar af brædder og grene, der udgjorde et fantastisk legehus på syre, var der ikke den helt store fokus på sikkerhed, selvom børn elskede at entre dette byggede kaos. Heldigvis kom ingen til skade og selv vores dronning, Hendes majestæt Dronning Margrethe, har klatret i Textus og stukket hovedet ud til fotografering mellem plankerne.

Men siden har TICKON være meget opmærksom på, at værkerne skal være publikum-sikre.For det viser sig, at publikum har et helt andet forhold til parkens skulpturer, end de ville have, hvis de var placeret på Louisianas plæner.

I parken klatrer og kravler publikum rundt. Dan Snows “Diamon Mine” - eller Labyrinten, som er værkets kælenavn - er konstant udsat for kærligt hærværk, idet publikum jævnligt er af den opfattelse, at de oprindeligt meget præcist byggede kampestensmure i den faceterede trekant blot er en opfordring til at bygge videre eller ligefrem fjerne sten fra værket.

Sikret mod menneske-slid

Da Chris Drury i 2019 byggede sit “Linden Cloud Chamber” var fokus derfor på, at værket skulle kunne tåle hårdt brug, så med støbte gulve og vægge og med et solidt tag af afbarkede lærkestammer, kan det gigantiske ’camera obscura’ nu blive stående i hundreder af år - uden at nedbrydes, som ellers er Land Arts oprindelige tanke. Også Antti Ylönens værk “Hidden Power”, bestående af en stor kampesten, der som et øje kigger ud fra højen, har krævet en forstærkning i erkendelsen af, at børn og voksne helt sikkert vil løbe hen over øjets “øjenlåg”.

En kunstner som norske Helge Röed gik helt modsat Land Art tanken, da han i 1993 satte gule rør op i træerne langs søens kant. Tilsammen dannede rørene en perfekt oval, når konstruktionen blev betragtet fra et bestemt punkt, og han kaldte det “Wood and Water - a Space Exploration”, fordi det med de industrielt fremstillede ikke-naturlige elementer alligevel gav naturen hovedrollen. Værket blev i øvrigt fjernet året efter, ifølge aftale med kunstneren.

Sic transit gloria mundi (således forgår verdens herlighed)

Som sit adelsmærke gør Land Art opmærksom på naturen og på vore knappe ressourcer. Samtidig gør kunstretningen op med forestillingen om udødelighed. For vi skal alle dø - dyr, mennesker, planter og… kunst.
Ved at indstille sig på, at evigheden ikke eksisterer, opstår nærværet og følelsen af at leve i nu’et.

I TICKON-parken kan man således opleve, at de omkring 20 eksisterende værker - nogle nye og struttende af livskraft, andre helt bogstaveligt talt på vej i graven - giver gæsten mulighed for ikke bare at se naturen i kunsten, men også at få øje på kunsten i naturen.

Et dirrende nedfaldent blad i et spindelvæv bliver pludselig opfattet som en ’dans makabre’, mens et rådyrs efterladenskaber selvfølgelig stadig er lorte, men også skulpturelle kugleformede mørke perler mod det grønne græs.