Grafikken var som at komme hjem

Egentlig havde grafiker Ann-Kerstina Nielsen intet, absolut intet, forhold til grafik for bare tredive år siden. Jo, der var jo linoleumssnit som Dea Trier Mørch og kollektivet Røde Mor skabte: Politisk kunst i figurative og let aflæste værker. Andet vidste hun ikke.

Da hun startede på Svendborg Kunstskole i 1993, var det derfor med en fast beslutning om at ville male.
“Viggo Salting var min maler-lærer, men hans klovnemalerier i en let laserende teknik lå meget langt fra, hvad jeg ville med min kunst. Det bemærkede han også, så en dag sagde han til mig: Skulle du ikke hellere smutte ned til Jørgen Rosengaard? Jørgen var skolens grafiklærer”.

Solgt fra første tryk

For Ann-Kerstina Nielsen var det en helt ny verden, der åbnede sig. “Fra allerførste dag var jeg solgt… jeg var kommet hjem”, fortæller hun om sit møde med grafikken - og især teknikken bag grafikken.

“Da jeg havde lavet mit første tryk, var jeg helt sikker på, at det var dét, jeg skulle. Jeg har nærmest konsekvent holdt mig til grafikken siden”, siger hun, der dog også har malerier hængende i sit og Per Buks galleri på Ristingevej 29 i Humble. Og i de nye lokaler på Ristingevej 33C er værkstedet fyldt med keramiske eksprimenter og objekter. 

Et kig rundt i galleriet viser imidlertid, at grafikken stadig er den store… den største… kærlighed.
“Jeg elsker kompromisløsheden ved grafikken. Når du først har sat en streg, kan den ikke gøres om”, pointerer hun, men tilføjer, at man altid har muligheden for at redde et grafisk værk. På den ene eller den anden måde.

Livets salt

Men sådan havde grafikeren Jørgen Rosengaard det ikke, da han underviste.
“Han kunne gå rundt imellem os elever, og pludselig hev han et trykt ark fra os og krøllede det sammen. Vi skulle have noget på hjerte, have nerve. Livets salt, kaldte han det”.
Jørgen Rosengaard bankede simpelthen de grafiske teknikker ind i hovedet på sine elever: Højtryk som linoleumssnit og træsnit, dybtryk som ætsninger, koldnål og kobberstik, collografi, litografi, silketryk, akvatinte etc etc.
“Grafik er som en slags kode, man skal knække for at forstå, at det færdige tryk giver en langt større dybde samt en fornemmelse for historien bag, end hvis det var tegnet. Der kommer en anden slags liv i det, man ellers måske bare ville se som noget krimskrams”.
Grafikken bliver ofte betegnet som sortekunsten, og har tidligere været forbundet med giftige kemikalier.
“Når man førhen havde arbejdet på værkstedet fra morgen til eftermiddag, var det som om ganen døde ved to-tiden. Der var så mange giftige dampe i lokalet”.
Derfor gør Ann-Kerstina Nielsen nu meget ud af at arbejde totalt giftfrit.

Elipsen som grundform

Især er det collografien (paptryk), chine collé (helt tyndt papir tilføjet det kraftige trykark i processen) samt laserlito (overføring af printede fotos eller tekst til trykarket), hun arbejder med.

“Men jeg mikser nu alle typer grafik i mine billeder”, fortæller hun og afslører, at hun altid har brugt emballage og affald at trykke på og med.

“I starten syntes folk, det var skørt, men nu er det jo helt i tidens ånd at trykke med dåser og andet, der er kørt fladt af biler. Med collografien blev det hele lettere, fordi jeg ikke behøver lede efter metal og gamle plexiglas-forsatsruder og håbe på, at emnerne har en interessant form i sig selv. Pap-trykket, collografien, har den store fordel, at jeg nemt kan klippe det i den ønskede form.”
Den foretrukne grundform i Ann-Kerstina Nielsens værker er elipsen - oftest som billedet af en u-båd, men også helikopteren går igen som motiv.
“Jeg er meget fascineret af kontrasten mellem det tunge og det lette… den tunge ubåd i det blide vand. Eller metalgenstanden, en helikopter, der bevæger sig i luften. Det handler om følelser og fremdrift”. Nogle forbinder især u-båden med noget uhyggeligt.
“Men i virkeligheden er det jo blot en smuk form. I øvrigt den samme form, som min mand, Per Buk, bruger. Han forsyner sine ovaler med næb og klør, så de bliver til fugle. Mine ovaler får periskoper, køl og ror.”

Hundemalerierne

Af og til har hun dog brug for en pause i grafikværkstedet. Efter en periode med hundetravlt fandt hun sit helle, sit Hundested. For malerierne, som hun til stadighed muntrer sig med, er alle af hunde. Hunde med buskede ører eller pletter eller striber. Hunde med lange ben eller lave hunde med korte ben.
“Jeg ved ikke, hvorfor det lige blev hunde. Men det gjorde det altså”. Hovedinspirationen er stadig jern, ridser, rust, bolte. Den grove ubåd nittet sammen i plader. Helikopteren klar til at lette eller flapsende rundt i luften. En redning eller en trussel?
Faktisk var Ann-Kerstina Nielsen uddannet teknisk assistent, før hun blev grafiker og kunstner. Det gør pludselig hendes kunstneriske hang til stiplede linjer, prikker i rækker og cirkler med krydser indlysende.
Hun griner: “Alle krydserne markerede jo lygtepæle i mit tidligere arbejde…”

Fra Svendborg til Langeland

Ann-Kerstina Nielsen og Per Buk rykkede efter mange år i Svendborg - endda med galleri på en strøgadresse - til Langeland.
“Vores bedste beslutning”, konstaterer Ann-Kerstina Nielsen om flytningen, der har givet mere tid til kunsten - uden at være på bekostning af økonomien.
Først prøvede de at kombinere privaten i Kædeby med galleri og værksted, men det kom til at betyde, at hjemmet konstant skulle være fremvisningsklart.
I stedet købte de en ejendom på Ristingevej i Humble lige overfor Dagli’Brugsen, hvor de har bibeholdt navnet Galleri No 44 fra Svendborg og hvor de foruden udstilling også har deres værksted og atelier, Ann-Kerstina Nielsen i stueetagen, Per Buk på førstesalen.