Fritidshuset i Bagenkop
Det gør fysisk ondt efter en lang sommerperiode at forlade huset fortæller parret, og det forstås, jeg kender følelsen, at kroppen bare ikke vil, at benene ikke kan gå i retning af bilen.
Sjovt nok så kalder Oehlenschlager et digt Katastrophe, og skriver således: Nu vilde vi forlade dette sted, det kiere Langeland! Således allerede udtrykt i sommeren 1804.
Jeg er på vej til SydLangeland og tænker på, da jeg for år tilbage ville vise et barnebarn de vilde heste. Vi kørte sammen til Bagenkop - hun blev dog ved med at insistere på, at hestene jo var indhegnede og derfor ikke vilde. Jeg forsøgte, men måtte opgive overfor barnets logik.
Sjovt nok så spiller netop de vilde heste en stor rolle i familiens liv i Bagenkop.
Jeg finder parret fra Nordsjælland og inviteres indledningsvis på en rundvisning i huset med ordene: nu skal du se, hvorfor vi købte huset. Og hold da nu op en udsigt i alle retninger. Vi kigger ud over en fredet strandeng, gæssene står i hobetal, i horisonten skimtes Ærø - og mod øst marker og direkte udsigt til Fakkebjerg, 37 meter over havets overflade og med udsigt udover en stor del af Langeland, til Lolland, Als og Tyskland, her var iøvrigt Langelands første fyr placeret - men måske i nuet er det mest betagende at de vilde heste går lige udenfor vinduerne, hvilket scenarie. Hestene er en vedvarende stor fryd for familien og har inspireret til både male- og fotokunst i hjemmet.
Oprindeligt kiggede familien efter et fritidshus på Sjælland, men en fælles kærlighed fra sejlerlivet til det Sydfynske øhav, en gammel forelskelse i øen fra gode somre med cykelture langs de duftende raspmarker samt minder om købet af en første skottehund bragte dem til Langeland.
Øen matchede parrets præmisser for et fritidshus: vi ville gerne have vand tæt på, havneliv og så være så langt væk, at vi ikke lige kunne smutte hjem til virksomheden.
Det parret af gode grunde ikke kunne vide, efter at have kigget på mange huse rundt på Langeland, var at den Sydlangelandske natur bare ramte dem i hjertekulen. Det blev til et hus i Bagenkop købt i 2016, også selv om turen sydpå forlænger rejsen lidt til fritidsstedet.
Vi elsker at komme her, og er her mest muligt - en til to uger månedligt og så selvfølgelig hele sommeren
At vi nu har fibernet betyder alt i forhold til at kunne arbejde herfra. Måske øver vi os lidt i på sigt at flytte permanent herover, hvem ved.
Mens parret fortæller, flyver en kæmpe flok gæs lavt hen over huset Jeg forstår godt den store kikkert ved vinduet, her er nok at betragte.
Det er et lille samfund, vi er blevet taget godt imod, alle ved, hvor vi bor, vi hilser på alle, og der holdes diskret et lokalt øje med huset. Det er helt anderledes end på Sjælland. Vi er blevet gjort opmærksom på, at vi har et gammelt berømt æbletræ i haven, hvor lokale har spurgt, om de må plukke, og selvfølgelig det er så hyggeligt. Et fælles ikke så kvalificeret gæt blev til, kunne det være et Belle Boskoop træ, i hvert fald er det et madæble.
Fortællingen fortsætter:
Vi har en kreds herovre, som vi taler med, en slags ny omgangskreds - det betyder meget socialt, ofte er det en sludder på havnen, om sommeren har vi en lille båd med herover, men også på cykelture og gåture med nummer fem skottehund.
Jeg besøger huset i Bagenkop i påsken og får pludselig begejstret øje på “ påskeharen” derude, parret svarer på min begejstring med største selvfølgelighed: ja, den sidder lige der ved busken…. hvor er de heldige med deres udsigter. Vi fortaber os lidt i naturen, og familien fortæller om købet af skovlodder ved Langelandsfortet, om fundet to bunkere, som fortet i sin tid har brugt som ammunitions fjernlagre. Efter kontakt til Forsvarets Bygningstjeneste åbnede de den ene, den var tømt, frisk og tør, gode ideer til hvad bunkerne kunne bruges til flyver over bordet.Ingen tvivl om at parret er indfældet i deres Langelands-miljø, det gælder også deres interesse for øens historie. Vi taler om øens centrale placering for skibs- og søfart, for fortets overvågning af Østersøen, og i helt gamle dage som rute for kongen i København til hertugdømmerne i Slesvig-Holstein, utroligt at man i dag taler om en ‘udkant’.
Vi slutter med at konstatere, at også her elsker børn, børnebørn og venner at komme, og vi tilskriver det, at vi værtsfolk nok også er mere afslappede - er i et ‘ fritidshus mode’. Omend nogle af gæsterne vil mene, at der er så langt til Langeland, vi bliver hurtigt enige om, at det er psykologisk.Vi slutter med at minde hinanden om altid at have kontanter med til øen, så vi kan få del i alle herlighederne i vejboderne - og så kører jeg hjem og kommer forbi de indhegnede vilde heste i Tranekær.
Annette Falk