Mød langelænderne: Niels Hugo, Lohals
Det hele begyndte i Lohals og ender i Lohals, mit elskede Lohals.
Niels Hugo: Jeg går ud på den tynde is, hvis ikke jeg må komme hjem til Lohals.
Min mor og far tog på eventyr og arbejdede i Victoria på sydspidsen af Vancouver Island, hvor jeg blev født. De tog dog hurtigt tilbage til Danmark, da min far skulle aftjene værnepligt. De var meget unge da de fik mig, min mor må have været 19 år. Min mor havde svært ved at sidde alene i en kælderlejlighed i Kokkedal og tog meget i byen og lod mig være alene hjemme. Det kom min farfar og farmor for øre så jeg endte med at flytte ind hos dem i Lohals, da jeg var to år gammel.
Min farfar og farmor byggede Varehuset på Kaptajn Kaasvej. De havde næsten alt i Varehuset. Det var jo lige efter krigen, så det var meget vanskeligt at skaffe noget som helst, men med min farmors gode familie-kontakter i København, kunne hun skaffe næsten alt i tekstiler Der var således tekstiler på rulle i metervis og stort udvalg af garn, senere potter og pander, fajance og porcelæn, trikotage, manufaktur og souvenir, samt apotekets håndkøbsudsalg. Det var grundlaget for vores eksistens, og der voksede jeg op.
Der var jo ikke nogen bro til Langeland dengang, så man kunne sejle til Korsør med dampskibet Mjølner. Det var et meget smukt skib med klassiske linjer. Jeg kan huske hele mekanikken nede i maven af skibet, med kobber der var blankpudset. Der var jo også en fast rute til Lundeborg.
Jeg havde en dejlig barndom i Lohals. Da jeg var helt lille, fandt jeg ud af at der var noget der hed oplysningen, man kunne ringe til. Så jeg ringede og fik fat i den sure centraldame nede på Strandvejen og spurgte hende hvor gammel en kanin kunne blive. Jeg var jo bange for at min skulle dø af alderdom. Hun vidste godt hvem jeg var, og så fik jeg skældud over at spørge om sådan noget.
Dengang var der masser af børn. Vi spillede fodbold og sejlede. Vi byggede huler og legede soldater og røvere i skoven. Der har altid været masser af skov omkring Lohals.
Men det var jo en ordentlig mundfuld for min gamle farmor at skulle tage sig af mig. Jeg lavede nok en del gavtyvestreger og jeg havde en luftbøsse som jeg på et tidspunkt brugte til at skyde på gadelampen udenfor vores hus. Så kom betjent Hansen. Min farmor syntes det var meget pinligt, men mente også at det kunne da ikke være hendes barnebarn der havde gjort det. Man tænker jo nok tit at ens egen er en engel. Jeg blev aldrig straffet for det. En anden gang råbte jeg efter en nabokone fra vores tag, og der kom min farfar efter mig. Men jeg nåede at springe op i et kirsebærtræ for enden af huset. Det var lidt ligesom Emil fra Lønneberg.
Min farfar og farmor blev nok træte af at blive kaldt ind på Hou skole til samtale om min opførsel. Så da jeg var 12 år gammel, blev jeg sendt på Stenhus Kostskole i Holbæk. Der havde min far også været. Jeg var i den gruppe det store elever kaldte ’småtterne’. som skulle ”døbes” og det foregik nede på sportspladsen, hvor det var de store drenge der tog fat i hver sin ende og gyngede os frem og tilbage og smed os ind i en stor tornebusk, hvor vi så landede i en eller anden stilling og når man bevægede sig, blev man spiddet af 1000 torne, jeg fik således en voldsom hjemve. I dag ville det forhåbentligt ikke kunne foregå uden, at nogen lærere greb ind.
Efter et par måneder skrev jeg til skoleinspektøren på Hou skole som jeg holdt meget af og sagde at jeg ville gå ud på den tynde is i Holbæk, hvis jeg ikke fik lov til at komme hjem. Han gik til min farfar og farmor og så kom jeg tilbage til Lohals resten af skoletiden.
Som ung og med canadisk pas, rejste jeg til Canada og arbejdede på en boreplatform og senere på Nordsøen med Mærsk Drilling.
Jeg blev kærester med en pige i Lohals og så var jeg tilbage i Lohals. Vi fik den ide at åbne en pølsevogn på Lohals Havn, ude ved færgelejet, og det gik så forrygende, at Lohals Havn ville fordoble pladslejen. Min far og jeg købte så Nordstrandsvej 4A, helt ud til havnen, hvor jeg satte en grillbar op og byggede ”Cafe Galleri Oasen” der var både Cafe, bar, restaurant og galleri. Senere blev der også bygget et vaskeri, med de kendte store tunge Vølund industri vaskemaskiner i rustfrit stål, så kunne sejlerne vaske tøj og samtidigt nyde kaffen på terrassen mens deres tøj det vaskede.
36 år senere og firmaeventyr i København rigere, bor jeg igen i Lohals og sidder i rullestol, lammet i benene af spinal stenose.
Det hele begyndte i Lohals og ender i Lohals, mit elskede Lohals.
Tilflytterservice
Hør mere om ø-livet fra en af de lokale:
Tilflytterservice Nordlangeland 60 55 59 53.
Tilflytterservice Strynø (se telefonnumre nederst på linket