Mosehuset på Nordlangeland

… siger Dorte. Vi mødes i Mosehuset på Nordlangeland, og for mig klinger HC Andersens “I Danmark er jeg født … derfra min verden går” med det samme efter den indgangsreplik. Vi mødes dog ikke over en hjemstavnsfortælling - snarere en rejse i erindringen, en forbindelse mellem fortid og nutid og alt det ind imellem, en fortælling om en tilbagekomst til Langeland.  

Mosehuset ligger som et lille jordlod på kanten af mosen, oprindeligt et fattigmandshus som man sagde, hvor jorden var dårlig, og huset bygget af rester fra Tranekær slot. Det forlyder, at en datter af huset engang vendte fraskilt hjem fra København og boede i huset. Hun underholdt egnen med musik, spillede harmonika og sang. Det fortælles også, at hun ikke havde brænde nok, så hun frøs om vinteren og sad med fødderne inde i ovnen.  I denne forbindelse fortaber vi os lidt i fordums tider, vilkår og forandringerne på øen. Dorte fortæller, at der engang var mange børn i området og en lille skole ved gadekæret - et rigtigt landsbysamfund.  

Dortes forældre boede på Sydfyn og kiggede sidst i 1960`erne efter et sommerhus på Langeland. Familiefortællingen er, at det var Dorte, som valgte Mosehuset som 2 1/2årig. Nok fordi det var det eneste hus, den lille pige kunne kigge ind ad vinduerne i, og at huset nærmest virkede som et lille dukkehus for en 2årig. Familien købte Mosehuset som sommerhus, og det blev et yndet opholdssted i mange år.   

Forældrene forelskede sig i roen, naturen og naboerne. Omkring 1980 blev det lille sommerhus bygget ud og blev til et stort hus, hvor familien kunne flytte til og bo fast. Der skulle dog noget bestikkelse til for at få en teenagedatter med, så der blev bygget en stald til en hest, så der var en grund til at flytte med og starte i 8. klasse på Snøde skole. 

Dorte fortæller om forældrenes liv på Langeland: Min mor gik i zen med hundene og naturen herovre, og elskede at have huset fyldt med gæster. Den gang var der året rundt fyldt med tyske turister, der forelskede sig i Langeland. Flere af dem blev deres gode venner – og nogen flyttede senere selv til øen. Fælles for gæsterne dengang og nu er at alle blev ramt af den Langelandssyge, som min mor kaldte det, når gæsterne sov længe, gik tidligt i seng, stod sent op og lavede ikke en hujende fis. Og måske er det den virus som børnene i dag er smittet af, når de ankommer, smider sig på sofaen, tænder for fjernsynet og så …..sker der ikke mere. 

Vi griner lidt af alle de mange ‘to do lister’, vi har bragt med til øen og har måttet erkende, at der ikke altid er blevet streget så meget ud på listerne, måske bærer vi en latent Langelandssyge, eller også er Langeland ikke bare et sted, men en tilstand.  

Vi taler videre om ungdomsoplevelser- eller mangel på samme på Langeland: Langeland var dengang noget jeg ikke hurtigt nok kunne komme væk fra, selv om der var fantastiske mennesker på Langeland, der på kort tid satte vigtige spor i resten af mit liv, så forlod jeg øen, men Langeland fulgte med  mig - og har fulgt mig som voksen, de mange  besøg hos mine forældre, mine bedsteforældre, og min bror som også blev tilflyttere med tiden - de mange jule, påsker og somre med mine børn hos morfar. Jeg havde dog aldrig tænkt, jeg selv skulle tilbage.

Men da Dorte for fire år siden mister sin far, som i øvrigt meget ønskede, at hun skulle overtage huset, indvilliger Dorte i “ pagten” og gav sig i kast med det projekt, det også er at have et gammelt hus på Langeland. Og det er hun meget glad for i dag. Coronatider viste faktisk meget tydeligt Mosehusets formål, her kunne vi alle være.  

Når jeg kommer over Svendborgsund broen, og senere blikket ind over Rudkøbing - altsammen gør det mig så godt, måske har jeg først accepteret den følelse efter overtagelsen af huset.  Jeg flirter lidt med tanken om engang at sælge lejligheden i Roskilde og flytte permanent herover, jeg kan godt se mig selv bo og arbejde her.   

Vi bliver enige om, måske lidt politisk ukorrekt, at vi er ligeglade med, hvem der opkøber huse på øen bare de vedligeholdes. Vi er også enige om, at deltidslangelændere jo ikke lægger direkte skattekroner (ud over ejendomskatten) men lægger rigtig mange forbrugskroner, håndværkerkroner, bruger lokale dyrlæger, autoværksteder og forbruger kultur og events. Her vender vi lige den finurlighed, om der mon er forskel på deltidslangelændere og sommerhusejere på øen. Lad den hænge i luften.  

 Dorte fortsætter: det er så dejligt at være på Langeland, tilknytningen, historien er med mig, det var der de og de boede, som jeg red med … flash backs som jeg ikke ellers tænker på så tit. Det tror jeg måske, jeg først nu rigtig er ved at tage ind, hvor meget historien og fortiden betyder for, at man føler sig sig hjemme og hel - og selvfølgelig roen, naturen, det kendte i naturen. Det uberørte og det uforanderlige. Vuet ud over vandet og markerne. Jeg har været nødt til at tage et landskabsmaleri fra Langeland med hjem til Roskilde.  

Svaret på Dortes indledende spørgsmål, giver hun selv: fordi der er noget særligt og attraktivt, en blanding af stemning, lys og følelsen af indlejring herovre.