5. generation i Lohals

... sagde et barnebarn fra bagsædet, da familien holdt i kø øverst på Langelandsbroen. Ja, det kan man, i hvert fald den Langelandsverden, som barnet tydeligvis glæder sig til.

I mange år har jeg kigget over på det lille søde bindingsværkshus, i mange år har vi og familien i huset hilst, snakket og vinket til hinanden, i mange år har vi noteret os, at bindingsværkshus familiens rytmer med børn og børnebørn nærmest var synkroniseret med vores rytmer - og endelig i mange år så har vi undret os over, hvordan det lille hus kan rumme så mange mennesker store som små, som vi kan se stunder til. Hvor der er hjerterum er der også husrum, et par annekser og et telt i haven hjælper på husrummet.

Jeg besøger husets ejer, som er 5. generations ejer af huset. Hun er barnefødt på øen, og er altid i sin barndom og opvækst kommet på Langeland. Tipoldeforældrene lod huset bygge i 1870, tipoldefar var fisker, og fortællingen om generationerne i huset understøttes af billeder på væggen. Jeg vil gerne høre fortællingen, men det vil 6. og 7. generation, som sidder ved spisebordet i rummet også gerne. Jeg lægger mærke til et større barnebarn, der stille sætter sig hos os og lytter opmærksomt på historierne. Vi ved, at fortællinger er identitetsskabende og her holdes et spejl op for det unge menneske.

Mine tipoldeforældre fik 3 børn, to sønner og en datter. Datteren blev modist og både syede og solgte hatte her fra huset.Sjovt nok så var min oldemor, altså på min mors side, kunde hos hende. En af sønnerne drog sammen med en kammerat fra Lohals til USA. De sejlede sand på Sacramentofloden til opbygning af San Francisco. De tjente mange penge derovre, og da bror hjemme i Danmark døde og efterlod sig kone og børn, vendte Laurids hjem og giftede sig med broderens enke. De to opførte huset ved siden af, fik flere børn, drev pensionat, købmandsforretning og frugthandel. Jeg mener, at have fået fortalt at huset dengang kostede 5000,- kr. at bygge. Her taler vi om de gode bøger om Lohals som findes, og som vi begge har læst. I Lohals i 200 år kan man netop læse om de mange pensionater i byen. Siden farfar og far generationen har huset hovedsageligt været brugt som fritidshus.

Jeg kan mærke rødderne herovre, når vi er her. Vi elsker at være her, vi samler ofte familien og har lavet traditioner både nye, men også videreført nogle som jeg har med fra min barndom. Det er en stor gave at se oplevelserne gennem vores børns øjne og så huske sine egne barndomserindringer. Vi er her hele året, selvfølgelig meget om sommeren. De faste traditioner med børn og børnebørn er eksempelvis at plukke kirsebær om sommeren, i Påsken plukker vi ramsløg og kigger på anemoner, om efteråret er det så kastanjer og svampe, som vi så spiser i varmen indendørs, der holdes også af og til nytår i huset. Frikadellefesten i juli er blevet til en tradition for en større familiesammenkomst, hvor det ikke kun er børn og børnebørn der samles her, men også venner. Årstiderne kan noget forskelligt og samværet betyder rigtig meget.

Adspurgt om, hvad der udover generationers tilhørsforhold, er rigtig godt ved Langeland, supplerer de tre generationerne i rummet ivrigt hinanden.

Selvom vejret ikke er så godt, så er vi generelt meget mere udenfor herovre. Naturen er bare så tæt på, det kræver ikke store forberedelser at komme ud i den. I går pakkede vi lige en trækvogn med nogle sager og noget grej, vi fandt en bålplads og lavede mad i skoven. Her er bare de smukkeste landskaber, og så er her bare så stille, meget ro og mørke. Man sover så godt herovre, restituerer så godt. Vi bruger slet ikke bilen her, vi nyder at kunne gå til alt, sådan er det ikke i alle sommerhusområder. Og faktisk er noget af det vi sætter stor pris på, netop at vi er i et autentisk miljø en lille by med fastboende, vi er på nik med mange lokale, og så indkøbsmulighederne Det sidste betyder, at vi ikke behøver at planlægge så meget for at køre herover.

En svigersøn kommer igen ind i rummet og tilføjer:

Det er skønt klart vand at bade i. Her taler vi videre om havnen som naturligt samlingssted, om den vidunderlige havnestemning om sommeren og alle de gode tilbud og aktiviteter centreret om havnen.

Børnene, 6. generation, slutter med at sige: Det er svært at forestille sig ikke at beholde huset i familien, men foreløbigt føler vi os heldige med adgang til sådan en skøn plet. Et barnebarn, 7. generation, udtrykte samme tilknyttethed på denne måde: Når jeg arver det her hus, så skal jeg have WiFi.

Vi slutter med at konstatere, at de Langelandsoplevelser vi har haft og givet både vores børn og børnebørn producerer deltidslangelændere.