Udstigt til langelandsbroen

”Tænker tanker” på Langelandsbroen

Photo: Mette Johnsen

Deltidslangelænderne: "Jeg krydser ikke ikke bare broen, jeg stopper op og reflekterer på broen"

Langeland - øen bag alle broer …..

…er titlen på en udgivelse om Langeland af Jannie Kold, og titlen passer så fint på Eigils fortælling og refleksioner.

Eigil er barnefødt på Langeland, i øvrigt et udtryk jeg har taget til mig, det klinger så godt.

Fortællingen begynder således:

I slutningen af 60`erne pendlede jeg mellem Langeland og Svendborg til og fra skole. Mandag til fredag blev broen passeret 2 gange.

Jeg mødte min kone i 2.real, og vi har for længst fejret guldbryllup.

Vi taler om alder og årene, der bare går. I den forbindelse indskyder Eigil, at han stadig har sin 94 årige svigermor på Langeland, og en onkel på øen blev 102. Han fortæller, at Langelændere bliver ældst her i landet.

Det vidste jeg ikke, men det er en rar tanke, barnefødt som jeg også er.  

Langelandsbroen med en badebro i forgrunden
Photo: VisitLangeland

Parrets fristed på Sydlangeland har udsigt over bæltet, her opholder de sig i så ofte, det er muligt – ca. 3 måneder om året, så broen kender de forfra og bagfra.

Eigil krydser ikke ikke bare broen, han stopper op og reflekterer på broen. Det gør han for at forstå, hvad Langeland betyder for os deltidslangelændere. Her står han så og ”tænker tanker” om vores lange ø, der ligger der og breder sig mod både nord og syd. Og lige nedenfor ligger den gamle købstad.


Rudkøbing tager sig smuk ud med det glitrende vand i Rudkøbing Løb, lystbådene i havnen, de pittoreske pakhuse og de to færger, der stille passer deres sejlads til Ærø og Strynø.
Den gamle mølle ses bag den flotte købstadskirke, og ser man godt efter, kan man få øje på den nænsomt og smukt restaurerede Ørstedspavillion.

Der er et ”før” og et ”efter” broen, mener Eigil.

Meget blev lettere, da broen kom, meget forsvandt også: de små færger mellem øerne selvsagt, Langelandsbanen, mindre erhvervsvirksomheder eks. andelsmejerierne.

Eigil funderer videre.

I kølvandet på udviklingen fulgte affolkningen af øen. Os, der var unge dengang i 60’erne , havde ikke andet valg end at søge væk, hvis vi ville uddanne os.

Det er derfor, jeg står på broen for standse op, trække vejret og stille mig selv spørgsmålet har vi fået Langelands sjæl med?

Svaret flyver i luften, som mågerne gør det over broen.

Photo: Jonas Legarth

Langeland er elsket for sin varierede natur, sin atmosfære, sin charme og ikke mindst sin kulturhistorie.

Vi bliver enige om, at hvis vi deltidslangelændere sørger for at være gode ambassadører for øen og dens muligheder, så hjælper vi ikke bare os selv og vores investering i fritidshus, vi støtter hele øsamfundet.

Vi taler videre om, hvad der gør øen til noget særligt, og Eigils svar er, det gør Langelænderne.

Eigil nyder et ganske særligt privilegium i denne sammenhæng, nemlig øgenavnet Post, som stammer fra en forfader, der kørte den hestetrukne postvogn mellem Bagenkop og Rudkøbing.

Han fortæller: for en del år siden blev det for meget for Told & Skat med den ukontrollerede handel med fisk fra fiskerbådene i Bagenkop. Der blev der opsat skilte, som forbød fiskerne at sælge direkte til forbrugerne.

Jeg har altid handlet frisk fisk i Bagenkop og kender flere fiskere. Men en dag var ingen af de ”sædvanlige” både inde. Jeg spottede imidlertid en jolle, hvor en fisker stod og rensede dagens fangst, og spurgte ham, om jeg kunne købe nogle rødspætter.

”NEJ”, det må vi it’ mer’”, var svaret.

Jeg blev stående og forsøgte at få en samtale i stand, og fik indflettet nogle lokale navne. ”Er du herfrå”, spurgte fiskeren. ”Najr… ikke rigtigt, men jeg er barnefødt i Nordenbro, og min farmor og farfar drev i sin tid en trikotage- og købmandsforretning der.”

”Jamen så er du jo en post”, udbrød fiskeren og fortsatte: ”Hvor manne rødspætter ska’ du ha’?”

Og uden at røbe for meget, så drager jeg fortsat nytte af mit øgenavn på havnen i Bagenkop.

Tilbage til at indkredse det særlige ved Langeland. 

Det er udefinerligt noget med at få ro på, få skuldrene ned og slappe af på en anden måde end derhjemme i helårsboligen.

Når vi sidder og kigger ud på Langelandsbæltet og skoven uden for vores vinduer, så blomstrer kreativiteten og inspirationen.

Min debutroman, ”Livet er ikke for de kuede”, som udkom i juni 2022 er størstedelen skrevet i sommerhuset, ligesom dele af handlingen er henlagt til øen.

Og hvem ved? Måske bliver min næste roman også skabt i ”Langelands dybe stille ro”