Det gamle slagterhus og cabaretsangerinden
Deltidslangelænderne: "Vi cyklede dengang fra Jylland til Langeland."
Et smil som bliver boende hos dig, og et blik som aldrig ruster, som i gammel kærlighed….
… synger Michael Falck i en Malurt sang fra 1992, og man siger jo, at gammel kærlighed ikke ruster. Det gælder i hvert fald i mere end en forstand for det par, jeg besøger ved Rudkøbing. Ikke alene har de fejret 56 bryllupsdage, fået 4 børn, mødt hinanden på Langeland, men også holdt fast i tilknytningen til Langeland helt fra barnsben. Familien bor i Jylland, og ingen af dem er indfødte langelændere.
Hvor skal vi ende og begynde, det er jo en lang historie. Min far er født på Langeland, så farforældrene var her jo. Mit første besøg på øen var som etårig i en cykelvogn bag på min far. Vi cyklede dengang fra Jylland til Langeland. Ja, så er jeg jo kommet her siden, i et helt liv. Jeg har altid følt, at øen er noget specielt. Som 12 årig, da kørte vi dog i bil til øen, kan jeg huske, at når vi kom til Svendborg og skulle med færgen vil Vindeby, at jeg tænkte, hvor er det smukt- og når en ung pige tænker sådan, så må der være noget om det. Min mand har boet på Langeland siden 1960erne, hans forældre flyttede herover, og han har gået i skole herovre i “ den stråtækte”, som han siger.
Jeg er trådt ind i en familie, der holder fast i hinanden, i traditionerne og i Langeland, men også i en familie med et stort udblik. Da jeg kommer, sidder de og ser cykelløb i fjernsynet, ikke så meget for løbets skyld, men som de siger for de dejlige områder i Europa, man ser billeder af. De har i årenes løb rejst meget på motorcykel, i motorbåd - haft en båd liggende i Rudkøbing havn - og i selvbyggede autocampere - også med spædbørn fortæller de. I dag står der en ikke selvbygget autocamper i indkørslen, som stadig flittigt benyttes til ture sydpå. Hvad der dog nok er det mest imponerende for mig er, at jeg besøger nogle ægte selvbyggere. Kun sådan nogen som dem ville turde at købe et hus, som nok mere end trængte til restaurering. Mens parret fortæller, om mure der stod og svajede, bindingsværk der var rådnet op osv osv. sidder jeg og tænker:” I hus til halsen “ og andre af den slags udsendelser, gå hjem… I når ikke de to her til anklerne.
Vi har brudt mure ned, vi har bygget op i et væk, jeg har ikke tal på, hvor mange sten jeg har båret fra det ene sted til det andet.
Vi fik lidt hjælp til bindingsværket af en murer, men vi har selv lavet det. En tækkemand var vi dog nødt til at bruge, men ellers har vi lavet alting selv. Svigerfar var med til at bygge op, og en dag hører jeg de to mænd stå og grine. Muren de lige havde muret op var lige så vind og skæv som den gamle, de havde brudt ned. Jamen sådan skal det jo være i et bindingsværkshus, bliver vi enige om.
Parret mødte som sagt hinanden på Langeland, en ung pige skulle læse til eksamen og regnede med at kunne blive hjemme i Jylland, men hendes far var skrap, nej, du skal ikke være her og lave tossestreger, så med til farmor og farfar på Langeland kom hun. En ung mand kiggede forbi nogle gange kørte i en grim bil, synes hun. Pinsemorgen stod han der så igen, da hendes far kom og vækkede hende, troede hun, at det var et trick for at få hende ud af dynerne, men hun kunne høre en derude, og han blev så hendes kommende mand.
Vi snakkede allerede om at flytte til øen, da vi blev gift, det blev dog til bosætning i Jylland, men vi fortsatte med at kigge efter huse herovre. Vi købte det gamle slagterhus her i 1993, kødkrogene hang stadig på loftet i længen. Der har boet en engelsk cabaretsangerinde, hvis noget yngre mand sejlede på Spodsbjerg færgen, det var hendes hus, vi købte.
Vi fortaber os lidt i, hvem hun mon kunne være, og hvilken historie der gemmer sig her?
Vi elsker naturen herovre, jeg har elsket Langeland fra barnsben, vi elsker de mange kig. Et af de bedste spot er den gamle bænk i Klæsø - og så to kolde øl. Nogle gange synes vi næsten, der er for roligt her, tidligere havde vi en nabo der kiggede forbi til lidt kaffe og en skarp. Det savner vi lidt.
Familien har 9 børnebørn, som alle i ny og næ låner fritidshuset og gerne tager deres venner med. Haven har i årenes løb flittigt været brugt til telte, når der var Langelandsfestival. Traditionen er at holde familiejul i Langelandshuset i år med det første oldebarn.
Vi slutter af med en sjov historie i denne sammenhæng: to børnebørn kom et år for sent til en jul, de havde glemt at dreje sydpå efter broen. Først da de holdt ved bommen til Spodsbjerg færgen, og de tænkte: man betaler da ikke bropenge til Langeland, gik det op for dem, hvor de var.