Iværksætteri stortrives på Langeland og Strynø

Jobmuligheder på Langeland

Photo: Langeland Kommune

Knap 125.000 arbejdspladser indenfor én times kørsel fra Rudkøbing

På Langeland og Strynø finder du mange små og mellemstore virksomheder inden for særligt landbrug, gartneri, fødevarer, industri, detailhandel, kreative erhverv samt turisme. Så er du håndværker, landmand, maskinmester eller ingeniør har du gode jobmuligheder. Er du læge eller SOSU-hjælper, kan du finde dit næste job i den offentlige sektor. Måske har du altid drømt om at blive selvstændig?

Indenfor 60 minutters kørsel fra Rudkøbing findes 123.300 arbejdspladser

Photo:VisitLangeland

Der er knap 4.500 arbejdspladser i Langeland Kommune, hvor knap 80% af arbejdspladserne beskæftiger folk der er bosiddende i kommunen.

32% af de beskæftigede borgere pendler ud af kommunen, halvdelen til vores nabokommune Svendborg. Inden for en times kørsel fra Rudkøbing er adgang til i alt 123.300 arbejdspladser.

Iværksættere

Vores mere end 600 selvstændige erhvervsdrivende udgør 14% af samtlige arbejdspladser i kommunen. På landsplan udgør de selvstændige arbejdspladserne kun 6%. Iværksætteri stortrives og er samlet i et stærkt netværk, og der er altid plads til flere. Hos os er det let at etablere og drive sin virksomhed.

Langeland Kommune har en erhvervsservice, der kan hjælpe hele vejen fra opstart til videreudvikling og kompetenceløft af etablerede virksomheder i tæt sparring med Erhvervshus Fyn. Vi har en tæt dialog og et godt samarbejde med erhvervslivet.

Janne E Design på Langeland

Det er via samarbejde, at de bedste løsninger bliver skabt - hvad enten det gælder løsninger for den enkelte virksomhed eller politiske beslutninger på erhvervsområdet. Der er med andre ord kort vej fra de enkelte virksomheder til de kommunale afdelinger og den politiske proces.

På vores øer er de gode muligheder for at finde en spændende erhvervsejendom til fornuftige penge.

Job i turistbranchen

Flere end 500.000 turister overnatter hvert år på Langeland og Strynø, så et job i turistbranchen er også muligt.

Du kan finde job på et af vores mange overnatningssteder eller restauranter. Eller måske hos vores båd- eller sommerhusudlejere. Særligt indenfor turisme er der god mulighed for at starte sin egen virksomhed.

surf

Måske har du altid drømt om at drive et bed and breakfast eller en lille restaurant? Eller måske kan du arrangere fisketure, udflugter i naturen eller noget helt tredje. Vores kystprojekt SHORES Langeland kan hjælpe dig i gang som selvstændig indenfor kystturisme.

På Langeland og Strynø er det kun fantasien, der sætter grænser.

Kontakt Jobcenter Langeland

Står du eller din medfølgende partner og mangler job på Langeland eller Strynø? Så kan du kontakte Jobcenter Langeland og få afklaring af jobønsker og muligheder. Vi hjælper også gerne med at gennemgå din ansøgning og CV og har kontakt til en lang række virksomheder.

Vil du flytte din virksomhed med til Langeland Kommune og står og mangler ansatte, kan Jobcentret hjælpe med rekruttering.